Der afholdes valg til Europa-Parlamentet søndag den 9. juni 2024, og der skal vælges 15 danske medlemmer.
Hvem kan stemme?
Valgret til Europa-Parlamentet har i Danmark enhver, der er fyldt 18 år, og som herudover
- Har valgret til Folketinget eller
- Er dansk statsborger og har fast bopæl i Danmark eller i et af de øvrige EU-lande eller
- Er statsborger i et af de øvrige EU-lande og har fast bopæl i Danmark eller registreret i UM’s protokol (EU-diplomater)
Udlandsdanskere, der er optaget på valglisten til folketingsvalg i henhold til folketingsvalglovens § 2, vil også automatisk være berettiget til at stemme til Europa-Parlamentsvalg i Danmark. Derudover kan danske statsborgere, der midlertidigt opholder sig på Færøerne eller i Grønland eller i et tredjeland (land uden for EU), blive optaget på en særlig valgliste til Europa-Parlamentsvalget.
Følgende personer har derimod ikke valgret til Europa-Parlamentsvalg:
- Udviste EU-borgere (udvisningsdømte og administrativt udviste)
- Briter
- Tredjelandsborgere
- En del danskere bosat i tredjelande, som ikke opfylder FTVL § 2
Hvem kan jeg stemme på?
Følgende partier er opstillingsberettigede til Europa-Parlamentsvalget i Danmark:
- A. Socialdemokratiet
- B. Radikale Venstre
- C. Det Konservative Folkeparti
- F. SF - Socialistisk Folkeparti
- I. Liberal Alliance
- M. Moderaterne
- O. Dansk Folkeparti
- V. Venstre
- Æ. Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
- Ø. Enhedslisten - De Rød-Grønne
- Å. Alternativet
Fra mandag den 29. april 2024 eller hurtigst muligt derefter kan du finde fortegnelser over de partier og kandidater, der er opstillede til valget på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.
Brevstemmeafgivning
Ved Europa-Parlamentsvalget i Danmark søndag den 9. juni 2024 kan du brevstemme i enhver kommune i Danmark fra og med søndag den 28. april 2024, der er dog ikke krav om at kommunerne holder åbent denne dag, så i Langeland Kommune kan der brevstemmes fra mandag den 29. april 2024 til og med torsdag den 6. juni 2024.
I Langeland Kommune kan der brevstemmes i Borgerservice på Rådhuset, Fredensvej 1, 5900 Rudkøbing, hvor der vil være fortegnelser over de partier og kandidater, der er opstillet til valget.
Udover den normale åbningstid har Borgerservice i Langeland Kommune udvidet åbningstiden for brevstemmeafgivning:
- Tirsdag den 28. maj 2024 kl. 15.00-18.00
- Lørdag den 1. juni 2024 kl. 10.00-12.00
- Torsdag den 6. juni 2024 kl. 09.00-10.00
For at undgå ventetid kan du med fordel bestille en tid hjemmefra her. Der skal bruges MitID for at bestille.
Hvis du ikke er digital, kan du ringe på tlf. 63 51 60 00 i omstillingens åbningstid mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10.00-12.00, torsdag tillige kl. 13.00-17.00 for at bestille en tid.
Tirsdage er der ikke tidsbestilling, der kan du ”komme ind fra gaden” og trække et nummer ved standeren. Her må der påregnes ventetid. Du kan ligeledes bestille tider til brevstemmeafgivning på standeren til de andre dage.
Husk at medbringe legitimation, f.eks. sundhedskort, pas eller kørekort.