Hvis du har KOL, diabetes type 2 eller hjertesygdom, kan din læge henvise dig til en afklarende sundhedssamtale i Langeland Kommune.
En henvisning er første skridt til en eller flere aktiviteter med det formål at bedre dit helbred og din trivsel.
Når din læge har henvist dig, får du et brev med oplysninger om, hvordan du kan kontakte os. Hvis du er afklaret med, hvilken aktivitet du vil i gang med, kan vi sætte dig i gang straks. Hvis du derimod har behov for, at vi mødes til en sundhedssamtale, hvor vi har god tid til sammen at afklare dine ønsker og behov, så aftaler vi en tid til det.
Inden den afklarende sundhedssamtale vil terapeuten bede dig udfylde et skema via Borgerportalen – Nexus Borger. Vejledningen får du tilsendt pr brev / E-boks og adgang til portalen finder du herunder:
Aktiviteter der kan hjælpe dig til bedre helbred og trivsel
Ved en afklarende sundhedssamtale taler vi både om, hvad du selv kan gøre, hvad der findes af muligheder i de frivillige foreninger på Langeland, samt hvad vi har af aktiviteter i Langeland Kommune, som kan hjælpe dig til bedre helbred og trivsel.
Du kan læse om aktiviteterne i Langeland Kommune ved at klikke på linkene i de blå bjælker nederst på siden.
Nogle af aktiviteterne kræver henvisning fra egen læge eller fra en kommunal sundhedsmedarbejder, og andre gør ikke. Det vil sige, at du frit kan tilmelde dig flere af aktiviteterne, og dette gælder også hvis du ikke har KOL, diabetes type 2 eller hjertesygdom.
Når du klikker ind på et af linkene herunder, kan du se, om aktiviteten kræver henvisning eller ej.