Få gratis hjælp til dit rygestop hos Stoplinien på telefon 80 31 31 31.
Er du i tvivl om, om du skal stoppe med at ryge? Eller ved du, at du gerne vil stoppe, men ikke er sikker på, hvordan du skal gribe det an? Er du måske stoppet, men synes det er svært at holde fast? Ring til Stoplinien og snak med en rygestoprådgiver.
En eller flere samtaler
Du kan ringe helt uforpligtende til Stoplinien, hvis du har brug for rådgivning og støtte omkring dit rygestop. Måske har du brug for et konkret råd i forhold til en situation, du står i eller et klap på skulderen for dit arbejde.
Langeland Kommune har et samarbejde med Stoplinien, så du kan få rådgivning af den samme rygestoprådgiver på Stoplinien 6-8 gange afhængigt af dit behov. Sammen med Stoplinien planlægger du, hvornår det passer ind i dit liv at have samtalerne. Det hele foregår over telefon, så du kan få rådgivningen derhjemme.
Rygestoprådgiverne på Stoplinien er uddannet i at vejlede og støtte dig igennem hele rygestopprocessen og kan også rådgive dig om brug af rygestopmedicin.
Åbningstider
Ring til Stoplinien på tlf. 80 31 31 31 i følgende åbningstid:
Mandag til torsdag kl. 10-20
Fredag kl. 10-16
Film
På Stopliniens hjemmeside kan du se tre korte film. En med Ernst på 64 år og en med Tanja på 37 år, som fortæller hver deres historie om at stoppe med at ryge. Der er også en film med Margaret, der er ex-ryger og arbejder som rådgiver på Stoplinien. Hun fortæller om sin rolle som rådgiver, og den hjælp hun giver. Du kan finde filmene via linket i den blå bjælke nederst på siden.
Stoplinien har også en facebookside, hvor du kan få gode råd af andre, der er blevet røgfri. Søg efter Stoplinien eller følg nedenstående link.