Oplev Langeland og Strynøs fantastiske natur, hjemme fra sofaen
Sommeren 2022 er mere end 1.000 km af Langeland og Strynøs vandre- og cykelruter blevet affotograferet i 360 grader og lagt på Google Street View. Billederne har allerede i januar 2023 flere hundrede tusinde visninger.
Med en bevilling på 49.500 kr. fra Friluftsrådet kunne VisitLangeland i sommer starte den digitale synliggørelse af vandre- og cykelruter på Langeland, Strynø og Siø. Projektet skal inspirere flere til at opleve naturen på de tre øer og allerede nu konkluderes det at være en stor succes.
Fra nul til flere hundrede tusinde
Det interaktive onlinekort Google Street View havde før projektet startede i sommer kortlagt ca. 200 km af Langelands omkring 1.000 km veje, stier og spor.
På Strynø havde Google ikke et eneste 360 grader billede. I dag er 12 km af Strynøs stier og veje blevet affotograferet, så interesserede kan gå på opdagelse i øens afkroge og blive inspireret til vandre- eller cykelture på Årets Ø. Siden ruterne på Strynø blev lagt online i juli måned, har 83.000 været inde og klikke sig rundt i det digitale kort på Strynø.
Heller ikke den velbesøgte klint i Ristinge var tidligere affotograferet i 360 grader. I dag er hele vandreruten omkring klinten affotograferet og siden i sommer blevet set flere end 28.500 gange.
Affotograferingen af vandre- og cykelruter
Ruterne er fotograferet af en ekstern konsulent, der på cykel og til fods har begivet sig rundt på de mere end 1.000 km ruter på kommunens tre øer. Den frivillige forening Langelands Stivenner har hjulpet med planlægning og prioritering af ruterne.
Den øgede digitalisering af ruterne anvendes blandt andet af gangbesværede og kørestolsbrugere som derved kan orientere sig hjemmefra om tilgængelighed på ruten.
Du kan selv gå på opdagelse i det digitale kort på maps.google.dk ved at placere det lille gule menneskeikon det sted på kortet du vil opleve.
Projektet er blevet muligt med støtte fra Friluftsrådet