Langeland Kommunes Handicapråd giver Handicapprisen 2023 til Sandie Hansen
Langeland Kommunes Handicapråd giver Handicapprisen 2023 til Sandie Hansen, Sydlangeland, på baggrund af indstillinger fra to borgere, der argumenterer med, at hun med sit mod og sin åbenhed skaber opmærksomhed og nedbryder tabuer om psykisk sygdom.
"Sandie Hansen fik for nogle år siden en depression og måtte bede kommunen om hjælp til sine to drenge..I efterspillet af den sag har Sandie Hansen vist en beundringsværdig og tabunedbrydende åbenhed om psykisk sygdom", skriver Morten Gaustad og tilføjer, at det mod, hun har vist, "kan være med til, at andre finder styrke til at stå frem og ikke være bange for at bede om hjælp - og vide, at der er ikke noget at skamme sig over".
Elin Vinkler Larsen motiverer sin indstilling med, at Sandie Hansen "vil skabe opmærksomhed om god og korrekt behandling af mennesker med psykiske problemer. Det er modigt, at et menneske med psykisk sygdom tør stille sig op foran hele Danmark og krænge sit liv ud".
Langeland Kommune har en række kriterier, der ligger til grund for uddelingen af Handicapprisen, og ifølge formand for Handicaprådet, Erik Hye Jørgensen (SF), har Sandie Hansen "skabt opmærksomhed om en overset udfordring for handicappede i lokalsamfundet".
Handicapprisen uddeles hvert år i forbindelse med FNs internationale handicapdag d. 3. december. Årets uddeling, der var planlagt til mandag d. 4. december i rådhussalen, måtte aflyses, da Sandie Hansen ikke havde mulighed for at deltage. Hun fik i stedet overrakt prisen på hjemadressen.
Billedet viser sekretær i Handicaprådet, René Eigil Tækker Clausen, som overrækker Handicapprisen, et diplom og en check på 5000 kroner, til Sandie Hansen. Foto: Erik Hye Jørgensen.