Foto: Langeland Kommune
Monika Eriksen mødte op til ceremonien med sin mand og to børn, som hun havde inviteret med til denne store begivenhed. Monika er lykkelig over, at familien kan være med og opleve glæden sammen med hende.
Monika kommer oprindeligt fra Litauen og har boet i Danmark i 13 år. Monika synes, det har været en hurtig og nem proces og hun har glædet sig meget til dagen.
Stefan Sisljagic kommer oprindeligt fra Bosnien, men er født og opvokset i Danmark. Stefan havde inviteret sin familie, bekendte og to kollegaer med til denne store dag. Alle var glade på Stefans vegne og der var smil og latter ved bordene mens de alle kunne nyde en kop kaffe og en kransekage, da ansøgerne havde fået deres statsborgerretsbeviser.
Stefan oplyser, at han føler, at det har været en lang og svær proces med tildeling af det danske statsborgerskab, men er glad for, at det nu er et overstået kapitel. Stefan har glædet sig meget til dagen og synes det har været spændende at deltage i en grundlovsceremoni.
Der var store smil og glæde, da der skulle sættes underskrift og udveksles håndtryk med borgmester Tonni Hansen.
Stort tillykke og velkommen til Monika Eriksen og Stefan Sisljagic som danske statsborgere.
Næste grundlovsceremoni vil blive afviklet i efteråret 2024.