Langeland Kommune

Pressemeddelelse - Uddeling af priser og legater på Ørsteds fødselsdag.

På H.C. Ørsteds fødselsdag den 14. august vil H.C. Ørstedselskabet med støtte fra energiselskabet Ørsted uddele priser og rejselegater.


 - Pressemeddelelsen med fotos af modtagerne (pdf)

Følgende priser bliver uddelt:

  • H.C. Ørsted forskerpris på kr. 50.000 samt et kunstværk af kunstneren Sabine Majus Hansen. Prisen går til chefkonsulent ved DTU Space Torsten Neubert. Neubert arbejder med lynfænomener og står i spidsen for den videnskabelige del af rumobservatoriet, ASIM, der sidste år blev sendt op til den internationale rumstation (ISS)
  • To H.C. Ørsted forskertalentpriser hver på kr. 10.000. Den ene pris går til PhD Alexander Sebastian Hauser, der forsker i bioinformatik og datavidenskab ved institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi ved Københavns universitet. Den anden pris tildeles Line Hagner Nielsen, der er farmaceut på DTU. Hun forsker i avancerede drug delivery mikro-devices til applikationer såsom oral administration af vacciner og insulin.
  • Fire H.C. Ørsted studielegater hver på kr. 50.000 til studier i udlandet. To legater går til studerende inden for naturvidenskab og to legater går til studerende inden for humaniora.

Indenfor naturvidenskab gives legaterne til:

  • Bo Hansen, som studerer sundhedsteknologi på Aalborg universitet. Han skal til Brigham and Women's Hospital, Harvard Medical School, Boston USA.
  • Astrid Wied-Christiansen, som studerer Geoscience ved Aarhus Universitet. Hun skal studere på University of Iceland.

Indenfor humaniora er modtagerne:

  • Frederik Agner Husted, KU. Han skal rejse til Bolivia, hvor han har en samarbejdsaftale med Universidad Mayor de San Andrés.
  • Astrid Grith Sørensen, AU. Hun rejser til Gallatin School of Individualized Studies, New York University, USA.

Formanden for priskomiteen, professor Jacob Østergaard, DTU, glæder sig over tildelingen af forskerprisen til Torsten Neubert. Neubert er en internationalt anerkendt forsker, hvis forskning bliver citeret af forskere fra hele verden. Derudover har han et eminent formidlingstalent.

Jakob Bøss, strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted lægger vægt på, at legaterne understøtter den viden og de evner, der er brug for til at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi: ”Vi glæder os igen i år til at uddele legater sammen med H.C. Ørstedselskabet. Vores verden har brug for dedikerede studerende og forskere, der lige som H.C. Ørsted er drevet af nysgerrighed og interesse for naturen, og som kan bidrage til at løse de udfordringer, vores samfund står over for.”

Formanden for H.C. Ørstedselskabet, Troels Krøyer, lægger vægt på at priser og legater er meget internationalt orienterede. Når 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen næste år skal fejres, er det godt at have Ørsted-ambassadører ude i verden.

H.C. Ørstedselskabet blev i 2004 stiftet i Rudkøbing, hvor H.C. Ørsted blev født i 1777. Det er selskabets formål at gøre børn og unge interesseret i naturvidenskab. Det er H.C. Ørsteds nysgerrighed, passion og interesse for naturen, der gør det nærliggende at knytte hans navn til nye måder at udforske naturen på. Borgmester Tonni Hansen er glad for, at prisoverrækkelserne finder sted i Rudkøbing og dermed kaster lys over et lokalt geni, der blev verdensberømt.

Det er H.C. Ørstedselskabets priskomité, der har udvalgt såvel prismodtagere som legatmodtagere. Forskerpriserne kan ikke ansøges, hvorimod rejselegaterne kan søges en gang om året.

Yderligere oplysninger:

Troels Krøyer, formand for Ørstedselskabet, tlf. 51232052.

Jacob Østergaard, Professor DTU og formand for priskomiteen, tlf. 25130501.






 

Sidst opdateret: 12. juli 2019