Langeland Kommune

Ny bog om Langelands arkitektur

Langeland har smukke landskaber og spændende byer og landsbyer. Men øen rummer også en rig arkitektur fra mange århundreder. Det sætter en ny bog fokus på: Hvem byggede husene? Arkitektur og arkitekter på Langeland 1750-2010, skrevet af bygningshistorikeren Peter Dragsbo.

Bogen fortæller i tekst og billeder om alle de huse og bygningsværker på Langeland og Strynø, hvor man har kunnet sætte navn på arkitekten. 

Langelands ældste arkitektprojekt er en ikke-udført ombygning af Tranekær Slot, tegnet af arkitekten Gottfried Rosenberg ca. 1765.

Gennem de følgende 250 år møder vi både landskendte navne som Anders Kirkerup, G. F. Hetsch, August Klein, Martin Nyrop, Poul Henningsen og Hanne Kjærholm og de mere lokale som G. D. Tschierske, Frits Jørgensen, Ludvig Andersen, Mindedal Rasmussen og Clausen & Weber.

En del af den fornemme arkitektur skyldes øens mange herregårde, hvor ikke mindst Tranekær fik sat sit præg på godsets mange bygninger med brug af både kendte og ukendte arkitekter. Ikke mindst i Tranekær har forfatteren gennem arkivstudier kunnet sætte årstal og arkitekt på en lang række af slotsbyens huse. Men også Rudkøbing by og dens borgere havde i købstadens storhedstid gennem 18- og 1900-tallet ambitioner om at skabe smukke og værdige bygninger, både de offentlige og private. Også her møder vi gode lokale eller fynske arkitekter – og en gæstevisit af selveste P.H. Dertil kommer f.eks. Helge Bojsen-Møllers smukke stationer ved den nedlagte Langelandsbane, modernistiske havnebygninger og sommerhuse rundt om på øen, osv. 

Bogen inviterer alle med interesse for arkitektur og kulturarv til en tur til Langeland og Strynø. Og samtidig er det forfatterens håb, at bogen vil skabe interesse for den arkitektoniske kulturarv til gavn for både bygningsbevaring, historisk identitet, kvalitetsbevidsthed og turisme.

Bogen udkommer 13. februar og kan købes fra Langelands Museum eller lokale boghandlere. 


Sidst opdateret: 01. februar 2019