Langeland Kommune

Langeland får ny kalender - ganske gratis

Landsbyklyngen Langeland og Strynø – der har fået navnet Vi Samler Enderne - arbejder sammen med DGI på at lancere en helt ny Langelands-kalender. Projektet har et ambitiøst mål om at blive et uomgængeligt opslagsværk, hvis man vil orientere sig om, hvad der sker på Langeland og Strynø.

Tanken er, at arrangører dels kan bruge kalenderen til at undersøge, om der foregår andet på den dato, man agter at holde et arrangement, dels til at markedsføre arrangementet.

Langelands-kalenderen er nem at bruge, og den fungerer lige godt på computere og mobiltelefoner. Kalenderen giver mulighed for at opslå og finde aktiviteter indenfor foreningsliv, erhverv, idræt, kirke, kultur, skole, underholdning og meget andet.

Der er særlige kategorier til for eksempel børnevenlige events og Langelandsfestivalen. Du kan søge efter aktiviteter i bestemte byer og lokalområder eller se en samlet oversigt over alt, hvad der sker på Langeland og Strynø. Kalenderen er gratis at benytte og er åben for både borgere, foreninger og virksomheder.

Projektet finansieres af DGI, der har gode erfaringer med tilsvarende kalendere andre steder i landet, for eksempel på Mols. Som led i lanceringen afholder Landsbyklyngen Langeland og Strynø to gratis introduktionskurser i marts og april, og her kommer konsulenter fra DGI til Langeland for at præsentere kalenderen og demonstrere, hvordan du bruger den.

Kurserne holdes følgende datoer:

  • Onsdag den 20. marts kl. 19:00 til 20:30 i teatersalen på Langelands Efterskole, Nørrebro 190, 5900 Rudkøbing.
  • Søndag den 7. april kl. 11:00 til 12:30 i teatersalen på Langelands Efterskole, Nørrebro 190, 5900 Rudkøbing.

Tilmelding til kurserne skal ske på Vi Samler Enderne's hjemmeside (åbner i nyt vindue).

Sidst opdateret: 07. marts 2019