Langeland Kommune

Kulturelt Samråd: Få viden om, hvordan du søger penge til dit kulturelle projekt

Kulturelt Samråd Langeland har holdt møde om fonde og fondsansøgninger – læs referatet fra mødet.

På Kulturelt Samråds seneste stormøde blev der givet masser af konkrete tips og råd til at søge fonde.

Når man søger om penge via fonde, ved man aldrig, om den brugte tid på ansøgningen kaster penge af sig. Men det er et forsøg værd, lyder opfordringen fra Kulturelt Samråd Langeland.

Samrådet holdt i marts måned et åbent stormøde om fonde og fondsansøgninger for at inspirere andre til at søge penge til deres kulturelle projekter.

Formand for Kulturelt Samråd Langeland Lise Munk siger:

”Langeland og Strynø er rige på kulturelle initiativer og ildsjæle, der lægger et stort stykke arbejde i at drive mange forskellige kulturelle projekter frem. Det ønsker vi at styrke ved at formidle viden og inspiration til at søge penge via fonde.”

”Der blev delt mange brugbare pointer og erfaringer på mødet, hvor erfarne lokale fondssøgere delte ud af deres guldkorn i forhold til at skrive en god ansøgning, der bliver set og giver mening for de enkelte fonde. Jeg vil gerne opfordre interesserede til at læse referatet fra mødet.”

Gode råd
Nogle af rådene lød på kun at søge penge til projekter, der endnu ikke er begyndt. Og at det er vigtigt at bruge tid på at finde de relevante fonde og at skrive ansøgningen så præcist som muligt i forhold til et konkret projekt. Det kan også være en god idé at finde lignende projekter og se, hvor det har fået penge fra.

Det giver ikke mening at sende en ansøgning til en fond, hvis et projekt ikke passer ind i fondens formål – det er spild af kræfter. Det er helt i orden at ringe til en fond for på forhånd at høre til, om et bestemt projekt er relevant for fonden at støtte. Under mødet blev der givet mange flere gode råd, som kan læses i referatet.

Få alle de gode råd med: Læs referatet fra Kulturelt Samråds stormøde om fonde og fondsansøgninger på kommunens hjemmeside (åbner i nyt vindue).

Følgende inviteret til at holde oplæg:

  • Helle Ravn, tidl. museumsinspektør, formand for Medicinhaverne i Tranekær
  • Peter Dragsbo, tidl. museumschef, medlem af Kulturelt Samråd Langeland
  • Steffen Rasmussen, formand for Fiskeriets Hus, Bagenkop
  • Anne Mette Wandsø, LAG koordinator samt turist og erhvervschef i Langeland Kommune.

 

Sidst opdateret: 28. maj 2019