Langeland Kommune

H. C. Ørstedprisen uddeles tirsdag – alle er velkomne

Uddeling af priser og legater på H.C. Ørsteds fødselsdag den 14. august.

H.C. Ørsted forskerpris på 50.000 kroner samt et kunstværk af kunstneren Sabine Majus Hansen gives til lektor Peter Christian Kjærgaard Vesborg fra DTU Fysik for hans internationalt anerkendte forskning inden for katalyse og kunstig fotosyntese og samtidig hans evne til at formidle sin forskning. 

På H.C Ørsteds fødselsdag den 14. august vil H.C. Ørstedselskabet og Langeland Kommune sammen med energiselskabet Ørsted uddele priser og studielegater ved en festlig begivenhed i Ørstedpavillionen i Rudkøbing kl. 10.

Følgende priser bliver uddelt:

  • H.C. Ørsted forskerpris på kr. 50.000 samt et kunstværk af kunstneren Sabine Majus Hansen. Prisen gives til lektor Peter Christian Kjærgaard Vesborg, DTU Fysik, på baggrund af hans internationalt anerkendte forskning inden for katalyse og kunstig fotosyntese samt hans evne til at formidle og sætte sin forskning ind i et større perspektiv.
  • To H.C. Ørsted forskerspirepriser hver på kr. 10.000. Priser går til Alexandros Iosifidis, Århus Universitet, og Yasser Nour fra Danmarks Tekniske Universitet som tilskyndelse til at fortsætte deres forskning inden for henholdsvis signalbehandling og effektelektronik.
  • Fire Ørsted studielegater hver på kr. 50.000 til studier i udlandet:
    - to legater går til studerende inden for naturvidenskab
    - to legater går til studerende inden for humaniora.

    Inden for naturvidenskab gives legaterne til Nicolai Ree, som studerer Nanoscience på Københavns Universitet, og til Sidra Rafique, som studerer Biomedical Engineering på Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet. De skal bruge legaterne til udlandsophold på henholdsvis Center of Chemistry and Biochemistry ved University of Lisbon og Boston University Center for Integrated Life Sciences and Engineering.

    Inden for humaniora går legaterne til Esther Michelsen Kjeldahl som studerer Filosofi på Københavns Universitet og Gabriella Laugesen som studerer Asienstudier på Århus Universitet. De får legatet til udlandshold på henholdsvis London School of Economics and Political Science og East China Normal University i Shanghai.

Formanden for priskomiteen, professor Jacob Østergaard, DTU, glæder sig over, at H.C. Ørstedprisen nu i langt højere grad kommer til at afspejle H.C. Ørsteds virke, samt at der bliver særlige priser til yngre, lovende forskere.

Jakob Bøss, strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted, lægger vægt på, at studielegaterne er en del af selskabets ønske om at hylde H.C. Ørsted:

”H.C. Ørsted er ikke så kendt herhjemme som eksempelvis H.C. Andersen, Niels Bohr og Tycho Brahe og det til trods for, at han har haft stor indflydelse på, hvordan verden ser ud i dag. Vi vil udbrede kendskabet til H.C. Ørsted og samtidig understøtte unge studerende, der er drevet af en nysgerrighed, dedikation og lyst til at rejse ud i verden for at udforske nye områder inden for naturvidenskab og humaniora."

 
Formanden for H.C. Ørstedselskabet, Troels Krøyer, ser store perspektiver i, at studielegaterne støtter studerende i at rejse ud i verden og siger:

”At det foregår inden for både naturvidenskab og humaniora er helt i H.C. Ørsteds ånd og harmonerer med H.C. Ørsted selskabets ønske om at nedbryde barrierer mellem naturvidenskab og humanistiske uddannelser.”

Et lokalt geni
H.C. Ørstedselskabet blev stiftet i 2004 i Rudkøbing, hvor H.C. Ørsted blev født i år 1777. Det er selskabets formål at gøre børn og unge interesseret i naturvidenskab. Det er H.C. Ørsteds nysgerrighed, dedikation og interesse for naturen, der gør det nærliggende at knytte hans navn til nye måder at forske på.

Borgmester Tonni Hansen glæder sig over, at prisoverrækkelserne finder sted i Rudkøbing og siger:

”Prisoverrækelsen kaster lys over et lokalt geni, der blev verdensberømt.”

Det er H.C. Ørstedselskabets priskomité, der har udvalgt prismodtagerne og legatmodtagerne er udvalgt af den samme priskomité suppleret af Jakob Bøss, strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted, og Kasper Dam Schultz fra DTU og Erasmus. Forskerpriserne kan ikke ansøges, hvorimod studielegaterne kan søges en gang om året. 

Læs mere
Læs mere om H.C. Ørstedprisen på Langeland Kommunes hjemmeside (åbner i nyt vindue) 

Sidst opdateret: 10. august 2018