Langeland Kommune

Rudkøbings sommerfugle

I øjeblikket står 15 på venteliste

Sommerfugl
Kilde: Kompetencecenter

 

Forårsvejret er på vej, og sommerfuglene i Rudkøbing og omegn er igen kommet frem fra deres vinterhi. Enkelte har overvintret udenfor, men de fleste bliver i disse uger taget frem for at pryde husmurene i Rudkøbing og omegn.

I alt er der knap 80 sommerfugle – og der er 15 på venteliste til at få en af de flotte figurer hængt op.

Idéen til sommerfuglene startede i 2014, hvor jobcenterchef Torben Lønberg ville lave et beskæftigelsesprojekt for aktivitetsparate, det vil sige personer med andre problemer end ledighed. Projektet skulle bygge bro mellem de aktivitetsparate og det øvrige samfund.

Sommerfuglene blev ét af projekterne, og det er gået over al forventning:

”De pynter i Rudkøbing og er samtidig et produkt, som de ledige kan være stolte af. Folk i byen har taget sommerfuglene til sig – der er endda folk på venteliste. Så det lykkedes rigtig fint,” siger Torben Lønberg. I Turist- og Erhvervsforeningens turistbrochure er sommerfuglene nævnt som et af Rudkøbings kendetegn.

Job 21

Sommerfuglene blev i sin tid lavet af aktivitetsparate, der var tilknyttet det daværende Kompetencecenter for ledige. Centret er nu lukket og er per 18. marts i år erstattet af Job 21 – også et kompetencecenter for nogle af de ledige i Langeland Kommune.

Her kan de tilknyttede få opbygget kompetencer, som de mangler i forhold til at kunne fungere på et arbejdsmarked og søge job. Det handler blandt andet om at kunne møde til tiden, være stabil over dagen og tilegne sig konkrete kompetencer, som kan bruges på arbejdsmarkedet.

 

Sidst opdateret: 20. april 2017