Nu vilde vi forlade dette Sted,
Det kiere Langeland! med sine Skove;
Hvor Venskab overalt og Giestfriehed
Modtog os venligt fra den salte Vove;
Hvor Oxen trækker stærk, med sene Fied,
Igiennem feden Jord de dybe Plove;
Hvor Haren og Kaninen hyppigt leger
I maaneklare Nat om Skovens Eger.
Den skiønne Øe! der som en smekker Green,
Brudt af den store, danske Rosenhække,
I Vandet ligger fastnet ved en Steen,
Mens idel Knopper Løvet rundt bedække.
I friske Bølge, altid klar og reen,
Kan Intet Blomsterkraftens Yttring svække,
Og tusind Vinger did sig froe bevæge,
For sig i søden Duft at vederqvæge.