Langeland Kommune

Hotline Syddanmark - ring og få digital hjælp...

Kommunerne i Region Syddanmark er gået sammen om at etablere en hotline, så folk kan få hjælp udenfor kommunens normale åbningstid, til at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger på kommunernes hjemmesider.

Adressebeskyttelse, udrejse, valg af læge, flytning og nyt pas. Det er blot noget af det, man selv skal søge om og melde på kommunernes hjemmesider. Og selvbetjeningsløsningerne bliver flere og flere. Men når det driller med at finde ud af dem i de sene eftermiddags- og aftentimer, hvor man typisk bruger dem – ja så er hjælpen ikke til stede, fordi kommunen er lukket.

Sådan har virkeligheden været indtil nu. Men 2. februar åbner 19 ud af 22 kommuner i Region Syddanmark en fælles hotline, hvor borgerne kan ringe til hver dag fra kl. 15 til 21 undtagen fredag og lørdag.

Medarbejderne i de 19 kommuner vil sidde ved telefonerne på skift– og kan hjælpe borgerne uanset hvilken kommune, de ringer fra. Medarbejderne har et godt kendskab til hinandens hjemmesider. Der er tale om et pilotprojekt, der løber til udgangen af 2015, for at afdække behovet for en hotline. Men er behovet til stede, er også viljen til at videreføre hotlinen til stede. 

De medvirkende kommuner i pilotprojektet er: Assens, Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Faaborg-Midtfyn, Haderslev, Kolding, Langeland, Middelfart, Nyborg, Odense, Sønderborg, Svendborg, Tønder, Varde, Vejen, Vejle og Ærø.

Du kan ringe til Hotline Syddanmark på tlf.: 70 20 40 21

Søndag – torsdag kl. 15 – 21

 

 

Sidst opdateret: 27. maj 2015

Langeland Kommune er en del af Hotline Syddanmark.

Har du brug for hjælp til digital selvbetjening. Ring til os på:

Tlf.: 70 20 40 21

Søndag – torsdag kl. 15 – 21